Jeg har mødt den her fyr som jeg virkelig godt kunne falde for. Faktisk tror jeg allerede at jeg ER faldet for ham.
MEN! Og det er et stort og langt MEN.
Jeg MÅ IKKE falde for ham for flytter til kbh om 1½ måned og han vil aldrig flytte fra den her Ø.
Ingen af os har tid til en kæreste og jeg gider slet ikke det der langdistance forhold igen.
Det vigtigste er dog – for jeg kunne sagtens skrue op for charmen og helt sikkert få bonus – er dog at jeg er bange for hvad der ville ske bagefter hvis vi endte med at være sammen en enkelt gang eller to. For kan sgu virkelig godt lide ham. Og kunne godt tænke mig at have ham i mit liv i mange år endnu. Og når man kigger på de fyre jeg har været sammen med før, ville det ikke ende sådan.
Hvad fanden gør man?!
…er hvad jeg er i dag.
Har været vågen siden engang ved 4 tiden i morges. Drømte at min mor var død og vågnede fordi jeg græd. Var nødtil at sige til mig selv “det var bare en drøm” igen og igen og igen og igen for at holde op med at græde.
Men drømmen sidder stadig i mig. Bare tanken får vandet til at stige igen. Og var se’følig dum nok til at prøve at ringe til min mor ved 9 tiden, selvom jeg godt vidste at hun ikke ville tage den fordi hun er på arbejde. Sku jeg aldrig ha gjort for begyndte bare at tude igen…funker slet ik i dag.
Heldigvis ska vi kun lave ét interview i dag og heldigvis er det ik mig der ska lege journalist. Så de næste 3-4timer ska bare overståes, så jeg ka komme hjem og putte med katten til en dvd.
Gemt under: Tanker
Hvorfor er folk altid så “aaaaaah ka man nu det?” når man som studerende proklarmere at ens selv og katten vil flytte til KBH på en su – indtil jeg finder et job that is. Er jo som om ingen har gjort det før….og det har de da?!
bare gladere.. vel næsten lykkelig.
Stod lige i mit vindue og røg en aftensmøg til Venice Queen (red hot chili peppers). Noget jeg præcist plejede at gøre for år tilbage da jeg boede hjemme.
Samme sang, samme mærke smøger, samme blonde tøs.
Forskellen er bare at jeg i dag faktisk er glad – ja næsten lykkelig. Glad for mit liv, glad for at være single og ikke ulykkeligt forelsket i en eller anden (dengang var det venindens storebror suk hehe).
Og det er ikke fordi jeg har det perfekte liv eller noget, her til aften er det bare godt nok til mig. Tror det er første gang i mange år at jeg har kunne sige det med fuld overbevisning…..og det føles fantastisk lækkert!
Sad lige og lavede kategorier og kom til at tænke på – er venner/veninder egenligt familie?
For mig betyder ordet “familie” enten folk jeg er blodsbeslægtet med eller, folk der kender mig så og betyder så meget for mig at de lige så godt kunne være en søster eller bror.
Og når jeg tænker over det har jeg kun to veninder jeg ville kalde en del af min familie.
Den ene har jeg kendt siden folkeskolen, og selvom vi har mistet kontakten lidt de senere år kender hun mig stadig som var hun en søster.
Den anden mødte jeg på gym. Hun har altid været der, selv da jeg ikke lod høre fra mig et halvt år pga depression. Især de sidste par måneder har overbevist mig om vi er X sådan i mange år frem.
Er nu meget rart når sådan noget går op for en 
Og så har jeg jo os svaret på mit eget spørgsmål – ja det er de
Min bedste veninde og hendes kæreste har fundet udaf at de ved et uheld er blevet gravide. Og nu skal de så finde udaf om de vil beholde det eller ej. Som bedste veninde bliver det hele “se’følig” vendt med mig, og jeg har meldt klart ud – få en abort.
Det ska måske lige nævnes at vi begge er 22år og under uddannelse. Og det er ikke fordi jeg ikke ka lide børn eller noget.
Og inden i stener mig så lad mig lige skære det lidt mere ud i pap.
Jeg er selv datter af en ung mor (hun var 19) og kender også en masse på min alder der allerede er blevet forældre. Jeg dømmer INGEN!
Som 16 årig gav jeg min mor hånd på at jeg ikke ville få et barn mens jeg var ung, men det havde jeg nu ikke behøvet for jeg har aldrig haft det ønske. Jeg er ikke typen der som 11årig vidste hvad mine børn skulle hedde og jeg har aldrig haft det ønkse eller den lyst til at få børn selvom de er fantastiske.
Og jeg kan da os se på dem jeg kender med børn at de er fantastiske, både forældre og børn.
Men jeg kan bare virkelig ikke forstå det.. så simpelt er det…
Og så er det jeg nu står og tænker – hvor meget kan jeg egenligt tillade mig sige? Jeg er fuldt indforstået med at det er hendes og kærestens valg 100% og at jeg sådan set har intet at sku have sagt. Men hun spør selv. Og selvfølgelig ville jeg “kæmpe” for at de ik får det på eller andet punkt hvis jeg kunne…men altså…hun kender min holdning og vi sad os og diskuterede både for og imod i går.
Og jeg har lovet at være der for hende lige meget hvad.
Men ska jeg blive ved med at skubbe til hende eller hvad nu? Udover at jeg synes at nogle af hendes argumenter på et eller andet plan ik holder..
Og noget andet.. ved godt det ik sker…eller håber i hvert fald ik på det… men er os bange for på en eller anden måde at miste hende og det venskab vi har nu, for hvis hun vælger at få det så vil vi være på to totalt forskellige planer i vores liv.
Men altså..?!?!?!?!?!?!?!
Og hvis du læser det her stiz, så husk at jeg elsker dig (på en ikke-gusten, men venindeagtige måde hehe) og altid være der, selv når du få en hyldende mini stef på armen 
Og jeg lover at være den bedste strikkende tante;-)
Et lidt rodet indlæg, men min hjerne er os grød for tiden
Gemt under: Uncategorized
oki første indlæg er af en eller anden grund altid ret svært at skrive. Får altid momentalt skriveblorkering af en eller anden grund.
Men altså. Den her blog ska bruges til når jeg har brug for at tømme hjerne til en der ikke svarer igen
Lige nu er der dog ret tomt hehe…
